Behandling
Behandlingen er manuel, og vil typisk være en kombination af fysioterapi og kranio sakral terapi. Jeg tager det bedste “værktøj fra min værktøjskasse” til at behandle det jeg finder. Under behandlingen mærkes med hænderne på kroppen. En blid kontakt til vævet giver hænderne muligheden for at finde spændinger/restriktioner i kroppens bindevæv og løsne dem op med blide tryk eller træk. Den blide manuelle behandling er et effektivt redskab til at løsne op for dybe spændinger, som ofte er årsagen og ikke kun symptomet
Min tilgang
Min tilgang i behandlingen er at kroppen er en enhed, og både rummer det fysiske og følelsesmæssige. Kroppen husker vores oplevelser vi har igennem livet. På den måde kan man sige at kroppen fortæller vores historie, eller afspejler vores livshistorie
Børn og Kranio sakral terapi
Babyer og helt små børn kan ikke fortælle hvor det gør ondt eller hvor er er noget der generer dem. Jeg møder forældre der kommer med børn der f.eks. har hård mave, diarre, uro, skrigeture, svært ved at finde ro, uhensigtsmæssigt søvnmønster. Fælles for dem alle er at forældrene har en fornemmelse af at der er noget der generer barnet.
Kraniosakralterapiens blide og nænsomme metode giver de helt små en skånsom behandling, hvor der kun behandles det der findes og dermed kun det nødvendige.
Hvad er kraniosakralterapi?
Navnet på denne behandlingsform kommer fra placeringen, fra hoved (kranie) til korsben (sakral). Det kraniosakrale system indeholder bl.a. hjernen, rygmarven, cerebrospinalvæsken og dermed vores nervesystem. Det har sin egen rytme med bevægelse, ligesom kroppen har en rytme i åndedrættet og i hjertets puls. Rytmen kan palperes og den giver vigtige informationer om bindevævets tilstand, og hvor der er restriktioner.
Kraniosakralterapi har en dyb virkning, da det beroligende nervesystem aktiveres under behandlingen og man vil ofte opleve en dyb form for afspænding når kroppen giver slip på spændingerne.
Kraniosakralterapi er en alternativ behandlingsform og en udløber fra osteopatien (manuel medicin). Terapien placerer sig i den blide ende af osteopatien, hvor der udelukkende bruges blide manuelle teknikker. Kraniosakralterapi står som terapiform for at understøtte kroppens egne ressourcer og dermed som en støtte til kroppens egen selvhelbredelse.
Restriktioner i bindevævet
Ca. 1/3 del af vores kropsvægt er bindevæv og det sidder rundt om og imellem alle nerver, muskler, organer og knogler. Restriktioner i bindevævet kan derfor i princippet findes og behandles alle steder i kroppen.
Når restriktionerne behandles kan der samtidig vise sig en følelsesmæssig reaktion. Dette er naturligt når kroppen giver slip på restriktionen. Et eksempel kunne være en piskesmældsskade, hvor forstuvningen af nakken og skaden på bindevævet i nakken sker så pludseligt og helt uventet. Kroppen er derfor i alarmberedskab når skaden sker, og denne choktilstand huskes af kroppen og nogle gange mærkes den igen når det behandles. Derudover kan der være andre stemninger forbundet med oplevelsen eller traumet, afhængig af hvordan oplevelsen har været.
Restriktionerne påvirker bindevævets fleksibilitet og evne til at glide og dermed kroppens smidighed. Et smidigt bindevæv giver kroppen frie bevægelser uden smerte og lige omvendt når der er restriktioner i vævet.